Befrisind Terapi Sexologi v læge Katharina O Sandström

Hvordan påvirker ADHD og autisme parforhold og hvilke særlige udfordringer opstår der?

Forskning på neurodivergens og relationer

Der er ikke ret meget forskning på emnet parforhold, sex og neurodiversitet. Især ikke i forhold til autisme. I det følgende vil jeg gennemgå den forskning der faktisk findes. Herudover vil jeg præsentere erfaringer på området, som jeg har fået ved at tale med andre, samt at dele andres erfaringer.

Løsningerne er individuelle

Jeg vil primært præsentere problemerne, idet løsningen på disse problemer jo vil være individuelle og ikke kan generaliseres. Hvis I har et par, hvor neurodiversitet er inde i billedet, og I ikke føler at I kommer videre, anbefaler jeg at henvise dem videre til en terapeut med erfaring indenfor området.

regnbue viser neurodivergens

De 6 svære aspekter

Ifølge forskning, er der især 6 parametre som er ekstra vanskelige i forhold hvor der er ADHD. De kan ses i figuren nedenfor:

Kilde: ADDitude magazine pdf 6 ways ADHD Sabotages Relationships

  • Dårlig til at passe tider

Tidsblindhed og vanskeligheder med planlægning gør, at partneren med ADHD har en tendens til at komme for sent. Dette er en stor kilde til konflikter, når det sker hyppigt i hverdagen.

  • Usunde roller

Der er tendens til, at personen med ADHD får rollen som den ”uansvarlige”, som man ”ikke kan regne med”, og den anden partner bliver den ”ordentlige” som skal stå for det huslige, og sørge for, at tingene bliver gjort. Det kan også opstå en såkaldt “forældre-barn-dynamik”, som ikke er sundt i forholdet mellem voksne.

par i konflikt
  • Dårlig kommunikation

Der er tendens til, at den ”uansvarlige” partner med ADHD føler sig dømt og kritiseret af sin partner. Den ”ordentlige” føler sig udnyttet og overbelastet fordi partneren ikke ”gider” gøre sin del.

  • Følelsesmæssige udsving

Partneren med ADHD kan have et meget svingende humør, hvilket kan være vanskeligt at navigere i, for den anden partner. I sine emotionelle op-og-ned ture, kan ADHD partneren komme til at sige sårende ting.

  • Manglende nærvær ved sex

Hvis partneren med ADHD har svært at fokusere og være nærværende, kan den anden partner føle sig uelsket.

  • Utroskab
    Undersøgelser peger i retning af at er større risiko for en person med ADHD at være utro, end en neurotypisk person. Det kan bl.a. skyldes driften for fornyelse, spænding samt de impulsive træk. I denne forbindelse vil jeg dog nævne, at disse undersøgelsers resultater skal tage med et stort gran salt, samt at definitionen af utroskab er forskellig fra person til person.
par med adhd

Egne erfaringer fra klinikken

Ifølge mine egne og andres erfaringer er parforhold og sexliv med ADHD og autisme også ofte påvirket af følgende:

Tidspres pga. dårlig organisering

De nedsatte eksekutive funktioner hos den neurodivergente partner gør, at hverdagen bliver mindre organiseret og dermed mere rodet. Som følge heraf tager det længere tid at få ordnet alle pligter, og dermed bliver der mindre tid tilbage til at pleje relationen.

Træthed, stress og udmattelse

I forlængelse af ovenstående er begge parter i forholdet ofte trætte og udkørte, når alle pligter er afklaret. Hos den neurodivergente partner ses der desuden oftere alvorlig stress eller udmattelse, hvilket selvfølgelig fører til manglende overskud til relationen.

Mangel på motivation (og dermed lyst)

Især ved ADHD kan det være yderst vanskeligt at finde motivationen til nærvær, hvis ikke det er noget, man har lyst til her-og-nu. Personer med ADHD er typisk lyst-styrede, og derfor kan det være udfordrende i forhold til alt fra at vælge aftensmad til at beslutte, hvilken serie man skal se i fjernsynet.

Smerter og ubehag i kroppen

Fysiske smerter er mere hyppige hos neurodivergente, hvilket ofte fungerer som en bremse for fysisk intimitet og samtidig tager mental energi.

Negativ kropsopfattelse

Neurodivergente personer har ofte en negativ opfattelse af egen krop, hvilket igen kan bremse lysten til fysisk intimitet.

Dårligt selvværd

På samme måde som ovenstående kan dårligt selvværd have en negativ indflydelse på relationen og sexlivet.

Vanskeligheder med at mærke egne behov og grænser

Personer med ADHD og autisme kan have nedsat følsomhed for indre kropslige signaler såsom træthed, sult eller behov for at komme på toilettet. Derudover kan det være udfordrende at mærke egne grænser i relationer, hvilket yderligere kan komplicere intimiteten.

konflikt i parforhold

Sygdom, enten fysisk eller psykisk

Personer med ADHD og autisme oplever oftere periodevise psykiske lidelser, særligt depression og angst. Derudover er der en høj forekomst af kroniske smerter, eksempelvis ledsmerter, hovedpine og lignende.

Bivirkninger til medicin (især medicin mod angst og depression)

I forlængelse af ovenstående tager personer med ADHD og autisme ofte antidepressiv medicin, som anvendes til behandling af både depression, angst og til tider også kroniske smerter. Imidlertid har disse typer medicin hyppigt seksuelle bivirkninger, herunder nedsat sexlyst og vanskeligheder med at få orgasme. Samtidig kan bivirkninger som kvalme og træthed yderligere påvirke livskvaliteten og relationen negativt.

Hvilke træk hos en autistisk partner kan skabe udfordringer i parforholdet?

Særligt i relationer, hvor den ene partner er autistisk, kan følgende træk skabe udfordringer i parforholdet:

Detaljeorienteret tankegang

Den autistiske partner har ofte svært ved at se ”det store billede” og stirrer sig derfor blind på detaljer i et problem. Som konsekvens kan det føre til misforståelser og frustration i parforholdet.

Svært at sætte sig ind i den anden

Det er ikke pga. mangel på vilje eller empati, men snarere pga. en manglende evne til at forstå en sag fra den andens vinkel. Derfor kan det selvsagt være meget besværligt og skabe både svære konflikter og tunge følelser.

Sætter ikke ord eller ansigtsudtryk på følelser

Det kan være vanskeligt at aflæse på en autist, hvad de føler, eller hvilket humør de er i. Følgelig kan det være forvirrende for partneren og få denne til at føle, at de ikke er elskede. Især hvis autisten samtidig ikke har til vane at udtrykke følelser med ord.
Autister kan desuden have en tendens til at mene, at hvis de har sagt noget én gang, så gælder det stadig. Derudover giver de typisk ikke komplimenter bare for at være søde, da de selv ikke oplever den slags som meningsfuldt. Dette kan selvsagt opleves sårende af partneren, selvom det ikke er autistens hensigt.

Overvældet af fysisk kontakt

Hvis autisten er stresset eller træt, kan vedkommende undgå fysisk kontakt og trække sig, hvis partneren vil kramme. Dette kan skabe afstand og misforståelser i relationen.

Kan ikke overskue sociale arrangementer

Autisten kan føle sig utilpas i større grupper af mennesker og vil derfor ofte undgå koncerter og middagsselskaber. Dette bliver særligt problematisk, hvis partneren er mere udadvendt og gerne vil have sin kæreste med til sociale aktiviteter.

Virkeligheden er nuanceret! Mennesker er komplekse!

Et menneske kan aldrig reduceres til at være “en person med ADHD” eller “en autist”. Vi er alle forskellige og har forskellige styrker og svagheder. Det jeg har skrevet i dette indlæg skal ikke forstås som en absolut forklaring eller beskrivelse af virkeligheden, men er blot nogle træk som oftere kan skabe problemer i forhold med neurodivergens. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeres unikke forhold vil have disse problemer. Eller at du eller din partner er som i beskrivelserne ovenfor.

Hvis I gerne vil have en snak om jeres parforhold, kontakt mig eller book en tid.

Katharina Oravsky Sandström adhd
Scroll to Top