Terapi med fokus på ADHD, stress og mentalt helbred
I min terapi har jeg blandt andet fokus på ADHD, stress og andre mentale udfordringer. Med min baggrund som læge samt grundet min personlige erfaring med ADHD, har jeg en stor forståelse for disse problematikker. Derfor kan jeg tilbyde en dybdegående forståelse af, hvordan stress og mentalt helbred kan påvirke relationer, seksualitet og livskvalitet. I terapien fokuserer jeg på at opbygge dit selvværd, selvaccept og at give dig støtte til at tage de valg i livet som du gerne vil. Jeg fokuserer også på hvordan ADHD og autisme kan påvirke ens arbejdsliv, relationer, intimitet og seksualitet.

Personlig erfaring med ADHD
Jeg blev selv diagnosticeret med ADHD i en alder af 38 år. Således har jeg personlig erfaring med både at have været igennem en udredning, samt at tage medicin og alt andet der hører til. Herudover har jeg en søn med både ADHD og autisme og kender derfor til, hvordan dette kan påvirke familien. Endvidere har jeg arbejdet som læge i Region Hovedstadens klinik for voksne med ADHD og autisme.

Særligt fokus på ADHD og autisme
Min viden om ADHD og autisme bidrager til min forståelse for særlige problemer som kan opstå for eksempel i relationer. Blandt andet, hvordan neurodiversitet påvirker kommunikation og andre sociale samspil samt hverdagslivet i øvrigt. Selvom det ikke nødvendigvis er ADHD eller autisme som en person eller et par søger hjælp med, kan min forståelse bidrage med væsentlige indsigter, som andre terapeuter ikke vil have.

Kvinders mentale helbred, PMS, hormoner, overgangsalder
ADHD og relationen til kønshormoner
Det er efterhånden velkendt, at menstruationscyklus påvirker mange med ADHD. Det skyldes blandt andet svingningerne i østrogenniveauerne, som påvirker nervesystemet. Jeg har personligt haft problemer med svær PMS og mentale udfordringer relateret til hormonelle svingninger. Derfor er jeg bevidst om, hvordan dette kan påvirke kvinders mentale trivsel, samt relationer og livet generelt. Herudover går jeg meget op i kvinders mentale, følelsesmæssige og seksuelle velbefindende i forbindelse med graviditet, fødsel og forældreskab.
Her kan du læse mere om hvordan kønshormoner kan påvirke symptomer ved ADHD.
Terapi for læger og andre sundhedsprofessionelle
Jeg kender arbejdsmiljøet og kulturen i den offentlige sektor, både via mine egne erfaringer som læge på hospital og i praksis, men også igennem mange samtaler med blandt andet sygeplejersker, skolelærere, SOSU-assistenter, pædagoger og andre som jeg har mødt under mit arbejde på Arbejdsmedicinsk klinik. Jeg er således meget bevidst om belastninger i forhold til blandt andet stress, resursemangler, dårlig ledelse, omsorgstræthed og andre problemer som kan opstå i forbindelse med arbejdslivet.
Herudover tilbyder jeg særlig terapi til læger, som kæmper med arbejdslivet eller andre ting relaterede til deres profession. Min oplevelse er, at kulturen i lægefaget er særligt hård og at det derfor kan være særdeles svært at finde nogen at tale med.

Samlermani, Hoarding Disorder
Jeg underviser i samlermani / Hoarding Disorder sammen med Kamilla Albek som driver samlermani.dk. Jeg tilbyder også terapeutiske samtaler for personer med samlermani eller pårørende til personer med denne problematik.
Se mere om dette under Samarbejdspartnere og Foredrag.
“I terapien arbejder vi sammen om at skabe balance, styrke selvværdet og finde sunde måder at håndtere de problemer, der kan følge med ADHD, stress og andre mentale udfordringer”